Mosserne har en række fællestræk der gør dem nemme at genkende – alligevel er de meget forskellige.
Mosser er generelt små bløde planter, typisk 1-10 cm, omend nogle arter er større. De gror oftest tæt sammen i puder, tuer eller tæpper. Mange arter klarer sig kun på fugtige, skyggefulde steder, mens andre tåler lysåbne og ind imellem tørre omgivelser.
De har ingen blomster i botanisk forstand, men danner sporer, ofte i såkaldte kapsler eller sporehuse. De har primitive blade, der ofte kun er få millimeter lange og et eller nogle få cellelag tykke.
Mosser er en nøjsom, omend meget udbredt artsgruppe, som findes i næsten alle danske naturtyper.